fredag den 17. september 2010

jeg tror, jeg har fundet noget, der giver mening

Jeg tror, jeg har fundet noget, der giver mening: de nye busstoppeskure af glas. I princippet fejlede de gamle, gule busstoppeskure af glasfiber - der var formet som et J, der var vendt på hovedet - ingenting.  De varetog et busstoppeskurs elementære funktion: at beskytte mod vind, regn, sne osv.  Men de led af den skavank, at man var nødt til at træde et stykke ud af skuret, hvis man ville finde ud af, om bussen var på vej, fordi man kan ikke se igennem glasfiber, som busstoppeskurernes sider var lavet af. Det var især et problem, hvis der var mange inde i skuret, og man stod i rækker. I nogle af skurene var der et lille "vindue" i den retning, hvor bussen kom fra. Men det var kun den, der stod ved siden af “vinduet” eller dem, der stod forrest i rækken, der reelt kunne orientere sig. Alle andre - de bagerste - måtte træde ud af skuret, ud i regnen, ud i blæsten….

Fordelen ved de nye busstoppeskure af glas er, at murene er af glas. Glas er gennemsigtig. Og det betyder, at alle de der venter på bussen inde i skuret, kan holde øje med, hvornår bussen kommer. Gennemsigtigheden gør busstoppeskuret til et demokratisk rum, hvor der er lige udsigt for alle! Faktisk vil det være fantastisk, hvis samfundet kunne indrettes ud fra samme principper som busstoppesskure af glas. En finesse, der er er værd at indkalkulere i denne forestilling, er endvidere, hvorledes skurene forholder sig til kørselsretningen. Når man står inde i skuret, er højre side altid optaget af en plakat, der fylder hele muren, og hvor der reklameres for mobiltelefoner, rabatordninger mm.. Placeringen er optimal. Den tager både hensyn til, at der er et behov for oplysning af forskellig karakter, og den tager hensyn til busstoppeskurets funktion: at man på den ene side gerne vil stå i læ, men på den anden side også vil holde øje med bussen - og det kan man netop, fordi plakaten er placeret i højre side og bussen kommer fra venstre side. 

2 kommentarer:

  1. Transparens er tidens løsen, det er sandt. Vi har jo heller intet at skjule, vel? Et andet af tidens løsener er centralisering, det ses herved at de nye busstoppesteder i Vejle er de samme som vi har i København. JC Decaux hedder det franske firma vist, de har også et koncept for skraldespande, platsøjler og mange andre dimser i det offentlige rum.

    SvarSlet
  2. du ved da også de mærkeligste ting thomas :-)men tak for tippet, tror jeg vil se lidt nærmere på centraliseringsproblematikken

    SvarSlet