Jeg hader at slå græs, fordi det er det mest kedelige, der findes. Jeg har spurgt mig selv om, hvorfor jeg hader det så indædt, som jeg faktisk gør, hvilket affødte et noget uventet svar, faktisk afdækkede det noget fortrængt…..
Jeg kom i tanke om, at jeg en gang har været bundet til et græsstrå, der var lige så stort som et træ. En mindre flok på en syv, otte behårede græsstrå med Elvis-frisurer, dansede rundt om mig, mens de brummede: “Nuks buks, jeg er ej en duks”. Pludselig stoppede de, og ud af ingenting kom Napoleon Bonaparte. I den højre hånd havde han en rød plastik spand, som han tog over hovedet. “Tag hans venstre sko og strømpe af”, befalede han til de andre. Til mig sagde han: “Du skal nu gætte, hvilket ord jeg skriver under din fod”. I hans venstre hånd holdt han nu pludselig en stor gåsefjer. Han begyndte at skrive, og jeg begyndte at grine, så tårer så store som snebolde trillede ned af kinderne. “Pladder” råbte jeg, da han stoppede og spurgte, hvad han havde skrevet. Han rystede på hovedet og sagde noget, jeg stadig ikke forstår den dag i dag “Dine tanker er som vådservietter. Derfor er du mundlam“. Herefter tog han et stykke papir og tegnede den tegning, der kan ses her. TRYK PÅ TEGNINGEN FOR AT SE DET I EN ORDENTLIG STØRRELSE.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar