lørdag den 13. november 2010

om det at anvende et baguette og et vinglas og et vandglas som håndvægt mm.

Som det kan ses på fotoet, udgør et vinglas og et vandglas vægtene, mens baguetten fungerer som stang, der holder vægtene. Grunden til at konstruktionen ikke fungerede som håndvægt, var, at baguettens bund - det stykke der skulle bære glassene/vægtene - var for blød. Det bøjede nedad, så glassene gled ned af baguetten. Jeg havde skåret en revne ind i midten af enden af hvert af baguettens ender. Jeg overvejede at sætte et stykke gaffatape på bagsiden af baguetten og ind over glassene for at forhindre, at glassene gled ned. Det skulle selvfølgelig placeres på bagsiden, så beskueren ikke kunne se, at hele situationen var manipuleret. Men jeg opgav det, fordi jeg ikke havde noget gaffatape. Selvfølgelig kunne jeg prøve at opdrive en rulle gaffatape, men Paris er en ret stor by. Og det vil snildt kunne tage lidt over en dag at opspore en forretning, hvor der kunne købes gaffatape. Jeg kunne selvfølgelig prøve en af de store indkøbscentre, der ligger i nærheden af, hvor jeg bor, men det er ikke sikkert, at de nødvendigvis har gaffatape. I Danmark tror jeg fx ikke, at Bilka har gaffatape. Det kan kun fås i specialbutikker som fx Bauhaus, Jem & Fix, i hvert fald i Jylland. Derfor vil jeg nok ikke komme uden om at transportere mig lidt længere væk end området, hvor jeg bor, men hvor? Sandsynligvis vil dette ”hvor” ligge så langt væk, at jeg er nødsaget til at transportere mig med metro. Det vil betyde udgifter til transport og forudsat, at det sted jeg eventuelt har en ide om, at der kan jeg købe gaffatape, viser sig, at det kan jeg alligevel ikke, så er jeg nød til at have en plan B. Plan B vil sandsynligvis betyde, at jeg igen skal transportere mig med metro, hvilket vil fordyre hele projekt endnu mere. Man kan ikke køre med den samme metrobillet, når man først er gået ud af udgangen. Inden jeg får set mig om, vil jeg sandsynligvis have brugt 100 danske kroner på at fremskaffe en rulle gaffatape (inklusiv prisen for gaffa-tapen). Et andet usikkerhedsmoment er spørgsmålet om gaffatapen reelt, kan binde på en baguette? Og endnu et usikkerhedsmoment er, at det ikke er usandsynligt, at glassene vil få slagsside, altså hælder over til bagsiden. Måske ikke så meget i tilfælde med vandglasset, fordi dets krop slutter tæt om baguetten, men vinglasset har en lang fod, der udgør et vægtmoment, der gør, at der kunne ske en hældning til bagsiden. Det er jo ikke muligt at fiksere vinglasset med gaffatape på forsiden, altså den side der vender ind mod beskueren, fordi beskueren så vil opdage, at glasset ikke sidder naturligt på baguetten. Derfor valgte jeg at forkaste projektet.   



KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I STORT FORMAT

Ingen kommentarer:

Send en kommentar