den 13 december

11:15: På vej mod Luxembourg-kvarteret, der skulle være det kvarter mange parisere, drømmer om at bo i.

11:57: Jeg køber papirs lommetørklæder, fordi min næse løber. Selvfølgelig stoppet med at løbe, da jeg har købt dem.

12:10: Opdager jeg er gået for langt, forbi Luxembourg-kvarteret.

12:14: Der ligger en hjemløs i en telefonboks. Godt tænkt. Jeg vil under samme omstændigheder have gjort det samme. Solen skinner, men det er koldt. 

12:22: Jeg har styr på, hvor jeg er. Jeg har været her før. Dengang jeg ved et tilfælde fandt Frihedsgudinden.

12:35: Jeg kan se Eiffeltårnet. Går mod det.  

12:41: Så løber min næse igen. Godt jeg fik købt de papirs lommetørklæder.

13:00: Igen løbende næse.

13:30: Går ind på militærmuseet. 11 euro.

14:26: Interessant at sammenligne malerierne af historiske slag i Versailles slottets Salon de la Guerre (krigsrummet) med Militærmuseets gengivelse af krigen. Militærmuseet ser krigen fra den menige soldats synsvinkel. Krigen er ikke glorificeret. Krigen skildres, som det det er: død, ødelæggelse og lemlæstelse. Malerierne i Solon de la Guerre har kun blik for hærføreren, og hele scenariet ligner en picnic-udflugt, hvor man lige for fornøjelsens skyld starter en krig for at have noget at se på, mens man nipper til et glas rødvin.